De Grønne Jægere
Nordfyn
Hos os får du mulighed for både at gå på jagt på egen hånd og være en del af et aktivt jagtfællesskab. Vi tror på ordentlighed, ansvar for naturen og respekt for, at vi ikke alle går på jagt af de samme grunde. Og så gør vi os umage med, at det skal være enkelt at være med.
750 hektar og mulighed for individuel jagt
Vi råder over omkring 750 hektar jagtarealer fordelt på 15 zoner, som medlemmerne kan booke til individuel jagt. Arealerne er samlet i fem hovedområder med frivillige forvaltere, der står for den lokale natur- og vildtforvaltning. Du finder arealerne vest for Odense og relativt tæt på motorvejen.
Fællesjagter i overskuelige rammer
Hvert år arrangerer vi en række fællesjagter på vores forskellige arealer. Typisk deltager 10–12 jægere samt jagtledere på den enkelte jagt. Det giver overskuelige rammer med plads til både gode jagtoplevelser, sikkerhed og det sociale. Vi arrangerer som udgangspunkt 2 fællesjagter pr. medlem årligt.
Plads til forskellige måder at være jæger på
For os findes der ikke kun én rigtig måde at være jæger på. For nogle handler jagten især om oplevelsen og naturen. For andre om fællesskabet, kødet til fryseren eller drømmen om et bestemt stykke vildt. Vi ønsker ikke at definere den gode jagtoplevelse for den enkelte. Til gengæld forventer vi ordentlighed og gensidig respekt for, at andre kan have en anden tilgang til jagten end vores egen.
Naturen skal kunne bære vores jagt
Vi har tydelige afskydningskvoter, så det samlede jagttryk passer til arealerne og vildtbestandene. Samtidig investerer vi aktivt i natur- og vildtforbedrende projekter sammen med vores lodsejere. Målet er, at vildtbestandene og naturværdien på vores arealer skal udvikle sig positivt over tid.
Enkelhed og fællesskab
Klare rammer gør det nemt. Derfor har vi tydelige retningslinjer og en enkel booking af jagtzonerne. Alle medlemmer er lige og spiller efter de samme regler.
Vi prioriterer fællesskabet gennem fællesjagter, arbejdsdage, naturprojekter og sociale arrangementer.
Medlemskab
Vi har plads til maksimalt 100 medlemmer, og kontingentet udgør pt. 350 kr. om måneden. Der er god interesse for medlemskab af vores lokale forening, hvorfor der i perioder kan være venteliste til en ledig plads – typisk nogle måneder.
Har du lyst til at være med?
Udfyld formularen med navn, telefonnummer, e-mail og postnummer, så kontakter vi dig. Vi tager en personlig samtale med alle interesserede. Her kan du høre mere om foreningen, få svar på dine spørgsmål og finde ud af, om De Grønne Jægere Nordfyn er det rigtige jagtfællesskab for dig.
Kontaktformular
Du bliver kontaktet inden for 1 uge.